Den vinter, som mange var rimeligt trætte af, bragte også noget godt med sig. Det fandt serviceøkonom-studerende Lasse Kjær Krogager
ud af. Han var med til at sikre, at snowboard-freaks og free-stylere valfartede fra hele Jylland til Århus
Lasse studerer Sport & Event Management på Erhvervs - akademi Dania i Randers. Han er i gang med 1. år af det 2- årige studium. Han valgte studiet ”med hjertet”, da sport er hans store passion – ikke mindst skiløb, som han har dyrket siden han var helt lille. På studiet lærer man at afvikle events – store som små - og måske er Lasse blevet inspireret af det. I hvert fald var han idé-manden bag en event, som ungdomsprojektet Underground i Århus i samråd med Århus Kommune og Musikhuset Aarhus tog initiativ til. Der blev lavet en snowboard-bane mellem Musikhuset og Aros, hvor man brugte den overskuds-sne, som Musikhuset daglig skrabede af skøjtebanen. I stedet for at kassere denne sne blev den transporteret blot nogle hundrede meter hen til den ny-etablerede snowboardbane.
Arbejdede intensivt i 14 dage
Lasse Kjær Krogager arbejdede intensivt i 14 dage med bl.a. at få sin organisation til at støtte ideen, indhente tilladelser fra kommunen, få skøjtebanen som partner, få skabt interesse hos pressen og forberede åbningen lørdag den 30. januar. ”Det har været et hårdt slid – men det har været umagen værd”, siger Lasse. ”Jeg har lært utroligt meget, og vi har gjort en helt masse unge mennesker lykkelige for, at de nu har mulighed for at dyrke deres passion her midt i Danmark. Og så har jeg også selv stået lidt på boarded.” Aktiviteten fik stor medie-dækning. Fx. bragte TV2 vejret et indslag om eventen i forlængelse af deres ugentlige rapport om skivejret i Europa.
Godt gået af Lasse
”Det er godt gået af Lasse, at han har formået at realisere sin ide til en konkret event, som har skabt så megen opmærksomhed,” siger uddannelseskoordinator for Sport & Event specialet, Thomas Mohr Rasmussen. ”Det er altid spændende, når de studerende selv har gang i aktiviteter, som vi kan bruge som cases i undervisningen.” En lang række studerende på begge årgange arbejder med events uden for skolen, fortæller Thomas Mohr Rasmussen. Mange tilhører det, man kalder ”vækstlaget” både inden for sportslivet og kulturlivet. For eksempel er en 2. års studerende medarrangør af Danmarks Grimmeste Festival i Århus.